Trafikdræbt lå på vejbanen

Bilist havde ingen chancer for at undvige

En mand blev tidligt søndag morgen omkring klokken halv fire dræbt i et færdselsuheld på Horsensvej syd for Ørting ved Odder.

 

Ifølge Østjyllands Politi er den dødes identitet endnu ikke fastlagt, men der er formentlig tale om en 36-årig mand fra Odder-området, som lå på kørebanen og derfor blev påkørt af en 40-årig mand fra lokalområdet.

Østjyllands Politi skriver, at bilisten ikke kunne se manden, der lå på vejen og derfor ikke havde nogen chance, for at undgå ham.

-  Manden, som kører bilen, har ingen mulighed for at opdage ham, så han kører over ham, og han dør på stedet, fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi, Jens Rønberg.

Han fortæller også, at bilisten er chokeret.

Politiet har i samarbejde med bilinspektøren lavet nærmere undersøgelser på stedet i et forsøg på at fastlægge, hvad der helt præcist er sket i færdselsuheldet.

Hvorfor den dræbte lå ude på vejen, ved de dog ikke endnu.

- Vi har ikke fundet nogen køretøjer i nærheden, så vi tror måske, at han var på vej hjem, for han bor ikke så langt derfra.  Men det er spekulationer i øjeblikket, siger Jens Rønberg. 

Det er endnu uklart, om den cirka 40-årige mand var påvirket af alkohol.