Trafikal sort plet væk
Lyssignaler forhindrer uheld ved motorvej
Afkørsel 52 ved Skanderborg er blevet langt mere sikker, efter der i efteråret blev sat lysregulering op. De nye trafiklys gør det meget nemmere for trafikanterne at komme ned på Ryvej fra motorvejen.
- Folk kan dreje ned på Ryvej i ro og fred nu. Før skulle de prøve sig frem og håbe, der ikke kom nogen drønende, siger afdelingsleder ved Vejdirektoratet Jens Kjærgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I 2011 blev afkørslen udråbt af Vejdirektoratet som en sort trafikal plet. Det år var der syv uheld i ved afkørslen og fire personer kom til skade. Men trafikreguleringen har slået det problem i stykker.
- Siden efteråret har vi ikke haft et eneste uheld på stedet, siger Jens Kjærgaard.
Bedre flow
Før ombygningen var det ikke usædvanligt med en kø af biler hele vejen ned på motorvejen, når folk skulle ned på Ryvej.
- Nu er der bare et bedre flow og folk kan meget nemmere komme af motorvejen, siger Jens Kjærgaard.
Ombygningen af afkørslen har kostet 5 millioner kroner.