Trafikaftale skaber glæde
Rute 26, cykelstier og modulvogntog
Flere steder i Østjylland har trafikaftalen, som partierne på Christiansborg - med undtagelse af Enhedslisten - har sat sammen, onsdag skabt stor glæde.
Et af dem er i Favrskov Kommune.
- Tirsdag var en god dag, men onsdag, hvor aftalen blev officiel, er endnu bedre, siger Nils Borring (S), der er borgmester i Favrskov, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han glæder sig over tre punkter fra trafikaftalen.
Først og fremmest er han glad for meldingen om, at rute 26 skal opgraderes til en motorvej/motortrafikvej og over placeringen af denne.
Det er nemlig besluttet, at den på delstrækning 2 kommer til at gå syd om Lading Sø, ligesom der bevilliges 32 millioner kroner til at overtage de huse, som ligger på den fremtidige vejstrækning.
Dermed undgår man de to andre ruter, der var i spil. Den ene af dem gik nord om Lading, mens den anden gik nord om Lading Sø og syd for Lading.
- Ved at vejen kommer til at gå syd om Ladning sø betyder det, at det påvirker færre borgere end ved de andre løsninger. På den her måde undgår vi, at vejen kommer til at adskille borgerne i Ladning fra deres sø og naturområderne omkring den. Og vi er glade for, at den ikke kommer til at gå nord om byen, da det havde ødelagt vækstmuligheder for Lading, siger Nils Borring.
Nils Borring er også tilfreds med, at Favrskov Kommune har fået 4,7 millioner kroner til cykelstier - såkaldte supercykelstier med særlige rastepladser og lys. Det er penge, som Kommunen ansøgte om at få.
- Vi har fået penge til at lave cykelkampagner og til at lave tre cykelstier, som vil blive lyst op med LED-lys. Det er med til at gøre det sikkert at færdes for cykelister, og det er med til at give trykhed. De kommer på strækninger, hvor mange skolebørn kører, siger Nils Borring.
De tre cykelstiger kommer på strækningerne mellem:
Sall og Thorsø
Lyngå og Hadsten
Selling og Hadbjerg.
Derudover er han glad for, at det nu bliver muligt for modulvogntog, særligt store vogntog, at køre mellem Hammel og Viborg, da det giver bedre forudsætninger for erhvervslivet i Kommunen.