Træner: Vores plan fejlede

Jesper Fredberg skuffet efter nederlag

AGF satte ikke mange fødder rigtigt i mandagens opgør mod Esbjerg. Vestjyderne havde nemt ved at komme til chancer og vandt fortjent 3-0.

AGF'erne virkede modløse og spillede uden idé kampen igennem. Ifølge cheftræneren var gameplanen en helt anden.

- Vi ville rigtig gerne bygge videre på sejren over Randers. Vi skulle være aggressive, løbevillige og nærkampstærke. Det formåede vi desværre slet ikke, siger en ærlig Jesper Fredberg efter kampen.

- Vi kom alt for passivt ud til kampen, og vi lå alt for langt fra Esbjerg. De fik lov til at spille for nemt forbi os.

- Vi havde talt om, at det ikke måtte ske. For Esbjerg er meget hurtige og velspillende i øjeblikket. Men vi ramte bare slet ikke vores niveau, siger han.

- Vi må bare ikke fejle på de parametre, som vi fejlede på i dag. Det var nogle grundlæggende dyder, som vi manglede i dag, siger Fredberg, der ikke vil tilskrive nederlaget Anders Kure og Danny Olsens fravær grundet karantæne.

Se: AGF kørt over på hjemmebane

- Det har selvfølgelig en effekt, når vi skifter på nogle vigtige positioner på holdet. Vi fik nogle andre typer ind, som gjorde, hvad de kunne. Så jeg mener ikke, at det er det, som gav udslaget, siger han.

Med nederlaget har AGF 26 point, tre point ned til FC Vestsjælland under nedrykningsstregen. Og med en Superliga, hvor alle slår alle, skal der point på kontoen, hvis AGF skal forblive i landets bedste række efter sommerferien.

- Vi har ekstrem stor respekt for stregen. Men man kan stirre sig blind på den, for scenariet i bunden ændrer sig hele tiden.

- Vi har fokus på, at vi skal samle nok point ind, så vi ikke kommer i fare, og vi tager det derfor en kamp af gangen i øjeblikket, siger AGF-træneren.

Næste opgave for Fredberg og co. og næste mulighed for point til aarhusianerne er mandag den 31. marts, hvor turen går til Farum og FC Nordsjælland.