Træner: Vi lader os ikke slå ud

Ærgrer sig over AGF-nederlag på 0-1

AGF-træner Jesper Fredberg har en god mavefornemmelse til trods for endnu et nederlag i Superligaen.

Mandag aften tabte aarhusianerne 0-1 ude mod FC Nordsjælland, hvilket placerer AGF tre point fra Viborg under nedrykningsstregen.

- Vi skal ikke lade os slå ud af et nederlag til FCN. Det er et svært sted at spille, og det vidste vi på forhånd, siger Fredberg.

- Vores strategi forløb okay. Vi ville gerne minimere deres løb, og defensivt er der flere gode ting at tage med. Vi formåede ikke selv at true dem nok, når vi havde bolden, siger AGF-træneren, der kunne se Nicolai Stokholm blive matchvinder for FCN midtvejs i anden halvleg.

- Det er lidt ærgerligt, at vi ikke fik det ene point med hjem, når nu de scorede så sent i kampen, siger han.

Se: AGF tabte endnu en opgør

På fredag venter endnu en nøgleduel, når Randers FC kommer på besøg i Aarhus.

- Nu skal jeg ikke lyde som jubeloptimist, når vi lige har tabt. Men der var mange gode ting mod FCN, og jeg har en god mavefornemmelse. Også når jeg ser den ærgerrighed, der er til træning, siger han.

Jesper Fredberg, der tidligere på foråret afløste den fyrede Peter Sørensen som træner i AGF, erkender, at han er under et stort pres.

- Der er et stort pres og megen interesse omkring AGF. Det er der både, når det går godt og skidt. Det skal man acceptere.

- Det vidste jeg også, da jeg gik ind til det, og det er positivt, at så mange følger os, siger Fredberg.

AGF tabte i sidste spillerunde med 0-3 på hjemmebane til Esbjerg.