Træner hylder organisationen
AGF-cheftræner tilfreds med indsatsen
Søndag aften kunne AGF rejse hjem fra Aalborg med et enkelt point i bagagen, da den jyske klassiker mellem AaB og AGF endte 0-0. 'De hvide' havde tabt to kampe i streg, og derfor var AGF's cheftræner tilfreds med indsatsen og det ene point.
- Når man har tabt to kampe i træk, så er det vigtigt ikke at tabe mere. Så i dag handlede det især om, at vi skulle finde tilbage til basis. Vi skulle sørge for, at vores fundament og organisation kom til at holde igen.
- Det er jo vigtigt, at man ikke falder sammen. Når man er lidt presset efter at have tabt et par kampe, så er det vigtigt, at man kan sørge for at gøre tingene solide. Det kunne vi i dag, siger Peter Sørensen.
Sørensen glæder sig især over, at hans mandskab formåede at holde hjemmeholdet fra de helt store målchancer. Han erkender samtidig, at AGF'erne søndag aften var mere interesserede i at forsvare end i at angribe.
- Vi kan jo efterfølgende konstatere, at AaB også var dygtige til at forsvare sig, og at vi var bedre til at forsvare end til at angribe. Det var jo en meget chancefattig kamp. Vi var vældigt godt afstemt, og generelt var det en solid holdindsats, siger Peter Sørensen.
AGF's offensive lyspunkt i søndagens kamp, var kantspilleren Osama Akharraz. Den teknisk gode AGF'er var efter kampen ikke udpræget tilfreds med tilgangen til opgøret.
Se: AGF-underskud på 6,6 millioner
- Begge hold havde muligheder i første halvleg, og vi var rigtigt fint med.
- I anden halvleg trækker vi os lidt tilbage, og det er jeg ikke tilfreds med. Jeg synes godt, vi kunne have gået efter den sejr. Det kendetegner os i øjeblikket, at vi ikke skaber nok chancer, siger Osama Akharraz.
Akharraz, Sørensen og resten af AGF-staben skal i næste runde spille endnu en udekamp. Denne gang er det Randers FC der byder op til dans.