Træner fortryder dommer-kritik

Var ude med riven efter Randers-nederlag i Parken

Sønderjyske-træner Lars Søndergaard (t.h.) kritiserede dommeren efter Randers' nederlag til FCK. Dommeren vurderede, at Randers-backen Alexander Fischer begik straffespark mod FCKs Tom Høgli. Foto: www.briansorensen.net / Twitter

En tvivlsom dommerkendelse i Randers FC's kamp mod FCK i søndags fortsætter med at stjæle overskrifter.

Efter opgøret kritiserede cheftræneren for superligakollegerne fra Sønderjyske, Lars Søndergaard, at dommer Anders Poulsen dømte straffespark til FC København i en situation, hvor der ifølge Sønderjyske-træneren aldrig burde være fløjtet.

Kendelsen betød, at FCK scorede og vandt kampen 1-0.

Nu - to dage efter opgøret - beklager Lars Søndergaard på Sønderjyskes hjemmeside, at han på Twitter rettede skarp kritik af dommer Anders Poulsens kendelser i Telia Parken.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at mine kommentarer på Twitter ikke skal opfattes således, at jeg stiller spørgsmål ved Anders Poulsens integritet som dommer i Superligaen.

- Det har på intet tidspunkt været hensigten, at mine kommentarer skulle opfattes som et personangreb, og det vil jeg gerne beklage over for Anders Poulsen.

- Min hensigt var at få en debat om dommerkendelser, som i flere tilfælde har været tvivlsomme, hvilket efterfølgende har haft konsekvenser for udfaldet af kampe. Det fik jeg ikke formuleret i mine udtalelser på Twitter, og det vil jeg igen gerne beklage, siger Søndergaard.

Træneren skrev følgende på Twitter:

- Anders Poulsen??? Undlader rødt til Gislason (FCK-spiller Rurik Gislason, red.), derefter billigt straffe. Skal han dømme i Kbh?