Træner: FCK viste forskellen

Det hele ramlede til sidst for AGF

Cheftræner Peter Sørensen kan godt leve med et AGF-nederlag i Parken.

I 55 minutter skabte AGF en tæt og lige kamp, da holdet søndag aften var på besøg hos FC København i Parken. Men da César Santin havde bragt københavnerne i spidsen, var der intet at stille op for østjyderne, der tabte superligaopgøret 0-3.

AGF's træner, Peter Sørensen, ærgrer sig over, at hans spillere ikke tog bedre vare på holdets kontrachancer i første halvleg, men erkender, at spillet var tabt, da FC København kom i front.

- Det mindede om de andre gange, vi har været herovre, hvor de har bolden mest, og hvor vi har kontramuligheder.

- Derfor var jeg fortrøstningsfuld over for, at vi ville få kontramuligheder og lægge lidt effektivitet ovenpå i anden halvleg, men vi må konstatere, at FC København også kunne lægge lidt til, siger Peter Sørensen.

Lever med nederlag

Ud over at FC København lavede tre mål i de sidste 35 minutter, brændte hjemmeholdet også et straffespark og flere store chancer.

- Jeg er aldrig vildt begejstret efter et nederlag. Men i Parken er det ikke et mirakel, at FCK slår os. Det lever vi med.

- I anden halvleg viste de forskellen mellem dem og os, det må vi komme over, konstaterer Peter Sørensen.

Mål afgjorde kampen

Hjalte Nørregaard, den tidligere FCK-kriger på AGF's midtbane, erkender, at københavnernes første mål så godt som afgjorde kampen.

- Vi havde fin kontrol over kampen, men så straffede de os på en omstilling, og da vidste vi godt, at det blev svært. De fik rum at spille i, og så er de jo gode, lyder det fra Hjalte Nørregaard.