Trækker sig som formand
Tom Behnke (K) forlader trafikpost
De Konservatives retsordfører, Tom Behnke fra Aarhus og valgt i Østjylland, trækker sig som formand for Rådet for Sikker Trafik efter at have stået bag en omstridt lønforhøjelse til rådets direktør.
Tom Behnke har som formand for Rådet for Sikker Trafik givet store lønforhøjelser samt en bonusordning og kontraktforlængelse til direktør Anders Rosbo, der tidligere har været ansat i den konservative pressetjeneste.
Det har Tom Behnke gjort uden at orientere Justitsministeriet eller forretningsudvalget i Rådet for Sikker Trafik, sådan som rådets vedtægter ellers foreskriver, viser en rapport fra Rigsrevisionen.
Beror på "misforståelser"
Den manglende information beror på "misforståelser", hedder det i en pressemeddelelse fra Rådet for Sikker Trafik.
"Direktørens løn og ansættelsesvilkår skal ifølge vedtægterne forelægges for henholdsvis forretningsudvalget og Justitsministeriet. Det er ikke sket grundet misforståelser om, hvem der sørgede for det", hedder det i pressemeddelelsen, der fortsætter:
"Det er således alene et spørgsmål om, hvorvidt formalia er blevet overholdt. Uanset denne misforståelse er det formandens formelle ansvar, at vedtægterne overholdes".
Skal ikke stå i vejen
Selv siger Tom Behnke i pressemeddelelsen:
- Det vigtigste for mig er, at Rådet for Sikker Trafik kan fortsætte sit fantastiske arbejde for mere sikker trafik, og det skal denne sag ikke stå i vejen for.
Rigsrevisionen kalder i Jyllands-Posten sagen "alvorlig" med den begrundelse, at borgernes penge ikke er brugt "ordentligt og redeligt".
Tom Behnkes ageren betyder, at Anders Rosbos udbetalte løn - inklusive pension og værdien af fri bil - er steget med 27 procent fra 2007 til 2011.