Trækker donation tilbage

Cult i krig med Kræftens Bekæmpelse

Cult-direktør Brian Sørensen kommer ikke på scenen under Knæk Cancer-showet på TV 2 lørdag aften. Nu er donationen trukket tilbage. Foto: pressefoto

Den aarhusianske energidrik-producent Cult er raget uklar med Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge metroxpress ville Cult-direktør Brian Sørensen gerne op på scenen og overrække en check på 430.000 kroner i morgen aften, når TV 2 og Kræftens Bekæmpelse afvikler det store indsamlingsshow 'Knæk Cancer'.

Men det afviste Kræftens Bekæmpelse, for det får ingen lov til - heller ikke direktører for virksomheder, som donerer langt større beløb end Cult.

Brian Sørensen blev så tilbudt, at hans bidrag kunne blive fremhævet som det første, når kendte personer som oppositionsleder Lars Løkke Rasmussen (V) fra et callcenter i studiet modtager donationer via telefonen.

- Men heller ikke det var godt nok for Cult, siger Claus Fahrendorff, pressechef i Kræftens Bekæmpelse, til metroxpress.

Se: Her er Cults nye domicil

Cult har nu besluttet helt at droppe donationen, og at andre end Kræftens Bekæmpelse får de 430.000 kroner.

- Vi brugte lang tid på dialogen med Cult. Vort indtryk var, at det var vigtigere for Cult at få opmærksomhed end at støtte sagen, siger Claus Fahrendorff.

Cult afviser kritikken:

- Der står i Cult Fondens regler - regler, vi ikke må bryde - at vi skal sætte kampen mod brystcancer på dagsordenen, siger Cult-direktør Brian Sørensen.

- Så jeg - eller måske en anden fra fonden - skulle op og overrække checken for at leve op til reglerne. Hvis vi skulle donere pengene anonymt, ville vi bryde dem, siger han til metroxpress.