Totalt kaos til byrådsmøde: Rækkehuse må nu opføres i strandpark

Tirsdagens byrådsmøde i Odder udviklede sig dramatisk, da tilhørere buhede og reagerede under behandling af et punkt

Beboerne i strandparken frygter for deres udsigt i fremtiden, efter politikerne har besluttet, at der må bygges rækkehuse.

Et tillæg til en lokalplan i Hou Strandpark ved Odder har skabt voldsom debat – en debat der kulminerede tirsdag aften under behandlingen af forslaget i byrådssalen. Modstandere af tillægget var nemlig mødt op og ytrede flere gange deres utilfredshed.

Jeg synes, at deres opførsel var uværdig og sørgelig for demokratiet. Vi skal af og til træffe upopulære beslutninger. Men det er vores job som folkevalgte.

Uffe Jensen (V), borgmester

Det gjorde de ved at buhe og kommentere på lokalpolitikernes indlæg, noget som ikke er velset under et byrådsmøde. Borgmester Uffe Jensen (V) måtte til sidst suspendere mødet for en kortere periode.

- Det tog en time at behandle punktet, og jeg synes, at deres opførsel var uværdig og sørgelig for demokratiet. Vi skal af og til træffe upopulære beslutninger. Men det er vores job som folkevalgte, siger Uffe Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

04:48

VIDEO: Uffe Jensen var altså nødt til at stoppe byrådsmødet for at tale tilhørerne til rette. Se det i videoen optaget af Odder Kommune her.

Luk video

Tillægget blev på trods af de til tider højlydte protester vedtaget med stemmerne 12 mod 7. Venstre - på nær Finn Thranum - Socialdemokratiet og Radikale Venstre stemte for, mens DF, De Konservative, Enhedslisten og SF var imod.

Uffe Jensen glæder sig over den debat, der efter lidt tumult endte med at være i byrådssalen i forbindelse med vedtagelsen af et tillæg til lokalplanen i Hou Strandpark.

Føler sig uretfærdigt behandlet

Godkendelsen betyder, at ejeren af grundene i Hou Strandpark må bygge rækkehuse i området og ikke blot villaer, som den tidligere lokalplan dikterede.

- Der er efterspørgsel på mindre huse med have og rækkehuse. Ejeren af den private udstykning har haft udfordringer med at sælge villaer i strandparken og har derfor ønsket det her, siger Uffe Jensen.

Læs også Husejere vrede over ændring af lokalplan: Udsigten forsvinder

Husejerne i Hou Strandpark føler sig dog uretfærdigt behandlet, idet den første lokalplan kun indebar, at der måtte laves enkeltstående huse ved siden af de nuværende.

- Da vi købte grunden, så vi den fantastiske lokalplan. Det var selvfølgelig ejendomsmægleren, der udleverede den, men det var jo kommunen, der havde vedtaget den, sagde Thorkild Rosenskjold Thillemann, der er husejer i Hou Strandpark, i mandags til TV2 ØSTJYLLAND.

03:01

VIDEO: I indslaget her sætter beboerne i strandparken flere ord på, hvorfor de er utilfredse med tillægget til lokalplanen.

Luk video

Høringssvar gør indtryk

Med den nye lokalplan får ejere af grundene mulighed for at bygge op til syv rækkehuse i én lang kæde. For de nuværende husejere betyder det, at udsigten forsvinder.

- Udsigten vil ændre sig drastisk i forhold til det, som vi er blevet lovet. Nemlig, at der er indkig imellem husene, vidder, luft og lys, sagde en anden af beboerne, Marianne Espersen, mandag.

Marianne Espersen har fået sit hus vurderet af en ejendomsmægler. Bliver de sammenhængende rækkehuse en realitet, falder hendes hus tilsyneladende 480.000 kroner i værdi.

I alt var der kommet 29 høringssvar til det netop vedtagne tillæg til lokalplanen.

- De gør da stort indtryk, men vi skal varetage hele Odder Kommunes interesser, lyder det fra Uffe Jensen.

Thorkild Rosenskjold Thillemann, Marianne Espersen og de øvrige beboere står nu skuffede tilbage.

Hus bliver mindre værd

- Vores hus bliver mindre værd nu. Vi overvejer at flytte, men så mister vi jo penge og har mindre at købe nyt for, siger Thorkild Thillemann til TV2 ØSTJYLLAND.

Thorkild Rosenskjold Thillemann var også til stede til byrådsmødet tirsdag og erkender, at udviklingen af mødet ikke var på sin plads.

Det var uheldigt, at det kom dertil. Jeg forstår dog godt folks reaktioner, de føler afmagt. Men man skal stadig ikke gøre det på den måde.

Thorkild Rosenskjold Thillemann, beboer, Hou Strandpark

- Det var uheldigt, at det kom dertil. Jeg forstår dog godt folks reaktioner, de føler afmagt. Men man skal stadig ikke gøre det på den måde, siger han.

Gruppen af utilfredse beboere i strandparken har kontaktet en advokat og kigger nu på mulighederne for at søge om erstatning.

Du kan se video fra det famøse byrådsmøde her. Efter omkring 17 minutter bliver mødet afbrudt på grund af ytringerne fra tilhørerne.