Torv til salg, eller?

Debatten om fremtiden for Torvet raser igen

01:37

1 af 2

Debatten om fremtiden for Torvet i Silkeborg raser igen. Flere byrådspolitikere overvejer nu at stemme nej til det projekt, de tidligere har talt varmt for.

- Det er et godt eksempel på, at vi her i Silkeborg har tradition for at lave nogle planer, som vi åbenbart ikke kan føre ud i livet, lyder det fra Frank Borch-Olsen (K), 1. viceborgmester i Silkeborg.

Byrådet har besluttet at sælge torvet, så der kan bygges en parkeringskælder. En beslutning, som et flertal hidtil har bakket op om, men nu vakler flere politikere. De har nemlig fundet ud af, at det ikke kun er undergrunden, der skal sælges, men også selve torvet.

- Der er det galt, at de muligheder der ligger for eje, salg og overdragelse af brugsretten - de har aldrig været diskuteret. Det synes jeg ikke er i orden. Det skal på bordet, siger byrådsmedlem Rune Dreier Kristensen (S).

Torvet vil - i tilfælde af et salg - tilhøre ejeren. Men brugsretten vil fortsat være kommunens. Og derfor mener fortalerne for projektet, at det er noget pjat at udlægge det som om, torvet kommer på private hænder.

Rune Dreier Kristensen erkender overfor TV 2 | ØSTJYLLAND, at der intet nyt er i sagen. Han og de øvrige skeptikere har bare ikke læst papirerne godt nok før nu. Men kommer det til et salg - så vil han stemme nej, hvis det er mere end grunden under torvet, der skal sælges.

- Hvis vi vælger at sælge, som det er nu, så er jeg ikke med, siger han. 

Hør hvad silkeborgenserne mener om Torvets fremtid i indslaget øverst i artiklen.