Torturoffer smides ud af Danmark
Efter 11 år i Danmark har serbisk flygtning, der bor nord for Randers, fået trukket sin midlertidige humanitære opholdstilladelse tilbage.
Mirsad Zairi lider af Post Traumatisk Stress Syndrom, efter at han blev tortureret i et serbisk fængsel. Derfor havde han fået midlertidig humanitær opholdstilladelse i december 2008. Men den er nu annulleret.
- Det kom som et chok her i begyndelsen af ugen. Det er totalt uforståeligt, at det kan ske, siger Knud Erik Lægsgaard, sognepræst i Mariager og med i Præsteinitiativet, som i årevis har kæmpet Mirsad Zairis sag.
Mirsad Zairi er efterfølgende blevet indlagt. Hos Dansk Folkeparti mener det lokale folketingsmedlem, at det er på tide at Mirsad Zairi smides ud.
- Det skulle have været gjort for mange år siden. Man har gjort Mirsad Zairi hans familie en bjørnetjenste ved hele denne proces, mener Kim Christiansen (DF), folketingsmedlem, Mariager.
Mirsad Zairis støttegruppe er i chok. Medlemmerne orker næsten ikke at kæmpe videre.
- Men det er jo nok det myndighederne ønsker, så mon ikke vi finder gejsten og viljen til modstand frem igen, siger Knud Erik Lægsgaard.
Mirsad Zairi skal være ude af landet senest den 19. april.
Kilde: TV 2 Nord