Torsdag bliver meget blæsende
De kommende dage byder på ustadigt vejr
Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at torsdagens vejrudsigt var for en efterårsdag i stedet for en sommerdag midt i juli.
Men det er det ikke.
Torsdag bliver en dag med meget blæst og regn, som mest af alt kommer til at minde om en dag i slutningen af oktober.
- Der er sommerblæst på vej til Østjylland, og det er noget, som allerede starter i løbet af natten til torsdag. Vinden frisker voldsomt op fra vest, og hele torsdag vil der være en frisk vind til kuling på grænsen til vindstød af hård kuling, siger Andreas Nyholm fra TV 2 | ØSTJYLLANDS vejrudsigt.
Han fortæller, at den første halvdel af torsdag også bliver en våd omgang med meget nedbør om temperaturer omkring 16 til 18 grader.
Regnen stopper i løbet af dagen, og efter middag kan der blive kig til solen flere steder i Østjylland.
Fredag vil det fortsat være blæsende, men ikke lige så meget som torsdag, og så ser dagen ud til at byde på tørvejr.
Lørdag bliver den dag med det bedste vejr i den kommende periode.
Her er der udsigt til 22 grader og tørvejr.
Du kan se hele vejrudsigten for Østjylland i videoen øverst på siden.