Torsdag bliver en blæsende og våd omgang
Der venter østjyderne en grå og våd torsdag
Torsdag begynder med fint vejr, men i løbet af dagen tager blæsten til, og der kommer regnvejr til Østjylland.
- Først på dagen torsdag kan vi have tre til fire graders varme, der hvor det er køligst fra morgenstunden. I løbet af dagen vil der komme flere byger, og det bliver mere blæsende, siger Lone Seir fra TV2 Vejret.
I løbet af dagen stiger temperaturen til op mod seks-syv grader, og så tager vinden til. Nogle steder, især ved kysterne, kan det blive frisk til hård vind.
Fredag byder også på en dag med byger, og selvom vinden er aftagende, vil det formentlig stadig blæse godt. Lørdag ser ud til vejrmæssigt at blive den pæneste dag i weekenden formentlig med tørvejr hele dagen.
Søndag derimod ser det ud til, at regnvejret vender tilbage til Østjylland.
Du kan se hele vejrudsigten for de kommende dage i videoen øverst på siden.