Torrild træt af trafiktosser
Beboere i landsbyen Torrild udenfor Odder vil sætte en stopper for fartbøller.
Da politiet i sidste uge havde fartmåling af trafikken gennem Torrild, viste det sig, at flere bilister ser stort på byskiltet og kører igennem den lille by med op mod 100 km/t.
På bare et kvarter snuppede politiet tre bilister, der fik betingede frakendelser af deres kørekort.
Det får nu borgerforeningen på banen.
- Det er helt almindeligt at se biler køre igennem byen med mere end 100 km/t. Det er især om aftenen, men også om morgenen når der står skolebørn og venter på bussen, siger Allan Henriksen, der er medlem af borgerforeningen i Torrild, til Horsens Folkeblad.
Borgerforeningen vil derfor gerne have en form for vejbump eller en rundkørsel, der gerne skulle få trafikanterne til at træde knapt så aggressivt på speederen.