Torpederer buspassagerer

Mister herredømmet i morgentrafikken

Foto: Google Maps

En kvindelig bilist mistede her til morgen herredømmet og påkørte tre buspasagerer omkring Grenåvej i Aarhus.

Ifølge Østjyllands Politi kom kvinden kørende ad Grenåvej og skulle foretage et venstresving ind på Vejlby Centervej. Af ukendte årsager mistede kvinden herredømmet af bilen og påkørte en lygtepæl.

Herefter kørte den kvindelige bilist videre og ramte en række passagerer, som stod og ventede ved et busstopppested.

- Der er tre passagerer, som er kommet til skade. De er alle lettere tilskadekomne og har primært benskader, som for eksempel hudafskrabninger. Kvinden er blevet kørt til Traumecentret med mulige nakke- og hovedskader, men hun er også kommet lettere til skade, siger vicepolitikommissær Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Politiet har i forbindelse med morgenens ulykke været nødt til at spærre Vejlbycentervej, men den skulle igen være åben.

- Ulykken påvirker ikke morgentrafikken, siger vicepolitikommissær Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.