Topscorer sparker Silkeborg mod Superligaen

Med et mål i det 88. minut blev Ronnie Schwartz matchvinder, da Silkeborg vandt 1-0 ude over Fredericia.

Ronnie Schwartz jubler over sit sejrsmål i fredagens kamp. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Silkeborg IF ligner et godt bud på den direkte oprykker til Superligaen.

Fredag aften vandt holdet topkampen i 1. division ude mod FC Fredericia med 1-0 på et sent mål af Ronnie Schwartz.
    
I det 88. minut skovlede han bolden i mål efter et oplæg fra backen Svenn Crone. Det var Ronnie Schwartz' 17. ligamål i sæsonen, og han er nu alene i front på rækkens topscorerliste.

Læs også Silkeborg deler med Helsingør og tager førstepladsen

Med sejren har Silkeborg sat konkurrenterne Viborg og Næstved maksimalt under pres, inden de to hold også skal i aktion i femtesidste spillerunde søndag. Inden deres kampe er Viborg fire point efter Silkeborg, mens Næstved er seks point efter.
    
For Fredericias vedkommende var kampen en nøgle til for alvor at spille sig ind i duellen om direkte oprykning, og hjemmeholdet havde stor ære af fredagens kamp.

Silkeborg IF - denne gang i mørke trøjer - har kurs mod den bedste række. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Dyr afbrænder for Fredericia

Fredericia havde således de største og fleste chancer, men led en ond skæbne og er nu otte point efter Silkeborg, mens holdet med en sejr kun havde været to point efter.
    
Efter en stor Silkeborg-brøler i forsvaret var Fredericia tæt på at komme foran efter et kvarter. Christian Sørensens afslutning blev dog reddet på stregen af en forsvarsspiller, og Silkeborg slap med skrækken.
    
Ti minutter senere måtte Silkeborg-målmand Oskar Hedvall diske op med en stor redning for fortsat at holde nullet.

I det hele taget stod den 20-årige målmand en god kamp. I anden halvleg afviste han flere af hjemmeholdenes forsøg, og da Hedvall endelig var chanceløs, formåede Fredericias Anders Holvad at dirigere bolden over mål.
    
 Afbrænderen blev dyr, for efterfølgende scorede Ronnie Schwartz det forløsende føringsmål for Silkeborg.
    
Alligevel skulle der i tillægstiden endnu en stor redning fra Oskar Hedvall til for at sikre de tre point til udeholdet.

VIDEO: Se den seneste udgave af 'Skipperligaen Update':

AC Horsens-nedtur%2C fem på stribe - ... og en strandridder