Topscorer: Jeg vil væk
Marvin Pourié vil redde SIF - og derefter smutte
Han er fortid til sommer, den gode Marvin Pourié. Det har været længe kendt. Lige nu spekulerer han dog ikke i, hvem den nye arbejdsgiver bliver, da alt fokus er drejet ind på Silkeborg IF's overlevelse i Superligaen.
Den østjyske klub er i lige nu bundprop i landets bedste fodboldrække, og det er en ting, som holdets tyske topscorer vil ændre. Faktisk, har han gjort det en personlig mission at redde Silkeborg fra nedrykning.
- Jeg føler mig stadig godt kørende og god i form, og jeg forsøger bare at gøre mit bedste for Silkeborg. jeg har ligesom skabt en mission for selv om at holde klubben oppe i Superligaen, siger Marvin Pourié til Sporten.dk.
Missionen er ikke umulig
Umiddelbart er den mission langt fra umulig. Trods en skidt periode med tre nederlag i træk skabte man på hjemmebane et noget af opsigtsvækkende resultat i mandags, da man slog FC København 1-0.
Målscoren, ja, det var selvfølgelig - fristets man til at sige - 22-årige Marvin Pourié, og klubben har nu samme antal point som både Sønderjyske og Brøndby.
- Vi har været lidt nede, men efter sejren over FC København føler jeg, at vi er tilbage igen. Så der er intet tabt i forårssæonen, og hvis vi spiller, som vi gjorde det mod FCK, så har vi en god chance for ikke at rykke ned, siger Marvin Pourié.
Er et varmt transferemne
Den sportslige succes har længe gjort ham til én af de varmeste transferemner i Superligaen og med sine 11 sæsontræffere for bundklubben, er interessen øget på det seneste, fortæller han.
- Der er mange bud efter mig, og de bliver ved med at komme ind. Men jeg har vist, at selvom vi er nede, at jeg kan score vigtige mål. Men lige nu er fokus som sagt på Silkeborg, hvor vi snakker meget om at bygge på til hver kamp, og det vil jeg gøre. Men jeg forlader klubben til sommer. Sådan er det, og det er helt sikkert. Men hvor jeg ryger hen, det ved jeg slet ikke endnu, siger Marvin Pourié.
På lørdag får tyskeren muligheden for at sikre vitale point til kontoen, når Silkeborg på udebane møder en anden nedrykningskandidat, Sønderjyske.