Topscorer håber på at fortsætte i SK Aarhus

Gitte Brøgger Led forhandler netop nu med SK Aarhus, og hun håber på at fortsætte i klubben efter sommerferien.

I går torsdag kom det frem, at Karin Mortensen forlader SK Aarhus til fordel for FIF. Holdets topscorer Gitte Brøgger Led satser dog på at fortsætte i klubben.

Det er bestemt ikke tilbud SK Aarhus fløjen mangler. Gitte Brøgger Led har modtaget tilbud fra klubber i Spanien og Østrig og flere danske ligaklubber. Hun vil dog helst blive i "Smilets By".

- Jeg er i dialog med SK Aarhus, og jeg håber vi er tæt på hinanden, men jeg vil meget gerne snart have en afklaring, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Af frygt for at miste sin landsholdsplads har hun valgt udlandet fra.

- Hvis jeg spiller i udlandet, har Jan Pytlick ikke så god mulighed for at se mig i aktion, som hvis jeg spiller hjemme i ligaen, forklarer Gitte Brøgger Led.

Gitte Brøgger Led havde gerne set Karin Mortensen fortsætte i SK Aarhus trøjen.

- Hun bliver svær at undvære med hendes store rutine og vindermentalitet. Jeg har haft et fremragende samarbejde med hende. Samtidig var hun perfekt til at servere bolden lige i handsken i vores kontraangreb, siger Gitte Brøgger Led til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Gitte Brøgger Led er blevet tilbudt en kontrakt, hvor hun ikke skal gå ned i løn. Hun håber at hendes fremtid bliver afklaret i løbet af næste uge. Med i hendes overvejelser er også, hvordan truppen ser du til næste sæson, og hvilke spillere der bliver hentet til klubben.