Toppost til Randers-anklager

Vicepolitimester Marian Thomsen bliver chefanklager i den nye storkreds Østjyllands Politi.

Den nuværende vicepolitimester i Randers, Marian Thomsen, får stillingen som chefanklager i Østjyllands Politi - den nye store politikreds, der bliver dannet ved sammenlægning af landsdelens eksisterende politikredse fra 1. januar.

Det står klart, efter navnene på cheferne i de nye politikredse blev offentliggjort i dag.

Chefpolitiinspektør i Østjylland bliver John Thorup Jacobsen, som i dag har samme titel i Odense.

Østjysk vicepolitidirektør bliver Ole Friis, nuværende politimester i Horsens.

Tidligere er det blevet offentliggjort, at den nuværende politimester i Århus, Jørgen Illum, fortsætter som østjysk politidirektør.

Bent Preben Nielsen, som i dag er chefpolitiinspektør i Århus, beholder sin titel, men skal fremover arbejde i Sydøstjyllands Politi.