Tophåndbold til Østjylland
Kvinder afslutter VM-forberedelser i Horsens og Kjellerup
Kvindelandsholdets sidste forberedelser inden de drager til VM i Brasilien kommer til at foregå i Forum Horsens, Odense Idrætshal og Arena Midt i Kjellerup fra 22. til 24. november, skriver Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.
Forbundet har valgt at lægge landsholdets sidste tre testkampe mod Tyskland og Holland inden den store slutrunde i Sydamerika, som finder sted fra den 4. til den 19. december, i tre moderne håndboldarenaer, der alle tidligere har haft besøg af et dansk landshold.
Tirsdag 22. november lægger holdet ud mod Tyskland i Forum Horsens, dagen efter står menuen på Holland i Odense Idrætshal, mens der kan siges held og lykke til landsholdet mod 'Oranje' i Arena Midt i Kjellerup 24. november.
Netop Kjellerups Arena Midt har gode erfaringer med at sige farvel til et dansk landshold, inden de drager til en VM-turnering.
- I januar spillede herrelandsholdet deres farvelkamp inden de flotte VM-sølvmedaljer i Sverige her i arenaen, og hvorfor ikke gentage succesen med kvinderne. Vi er stolte over at få besøg af kvindelandsholdet og med den gode opbakning, der altid er her i Arena Midt, tror jeg på, at det er en fyldt hal, der siger pænt farvel, siger Søren Andersen, centerchef i Arena Midt.
Forum Horsens, der er kendt og berømmet for sin smukke arkitektur, har også flere gange før været vært ved en håndboldlandskamp.
- I Horsens er vi altid glade for at lægge gulv til en landskamp. Vi har de seneste år haft et glimrende samarbejde med DHF med flere landskampe på tapetet, og vi glæder os til at få besøg af kvindelandsholdet, inden de drager til VM i Brasilien, siger direktør Jørn Juul fra Forum Horsens i pressemeddelelsen.