Topdiplomater ind i Muhammed-debat
Topdiplomater blander sig nu i debatten om Jyllandspostens tegninger af profeten Muhammed.
Regeringens uvilje til at mødes med officielle muslimske repræsentanter i sagen om Viby-avisen Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed, får nu 22 tidligere danske ambassadører til at bryde med det stille diplomati.
I et debatindlæg i Politiken tirsdag kritiserer de åbent regeringen for ikke at ville mødes med repræsentanter for 11 muslimske lande, som har kritiseret, at tegningerne har været bragt.
- Det ville have klædt det demokratiske Danmark, om statsministeren havde imødekommet den anmodning om en samtale, som blev fremsat af 11 fremmede ambassadører fra muslimske lande, skriver de 22 tidligere topdiplomater, hvoraf et betydeligt antal har gjort tjeneste i muslimske lande.