Topchefer vil spare sig til vækst
2010 bliver et barskt år, hvor blandt andet Arla Foods med hovedsæde i Viby vil satse hårdt på at spare over alt.
2010 handler om mådehold og spareiver i de danske virksomheder, skriver dagbladet Børsen.
En ny omfattende undersøgelse foretaget af Greens Analyseinstitut for avisen blandt 796 topchefer i landets største virksomheder viser, at 2010 bliver et barskt år, hvor der satses hårdt på at spare over alt og gøre de ansatte mere produktive for at komme helskindet frem til det næste økonomiske opsving.
- Vi skal se på omkostningsniveauet i vores virksomheder. Det gælder især i eksportvirksomhederne, for vi kan ikke skabe væksten ved kun at fokusere på afsætningen i Danmark, siger Peder Tuborgh, der er adm. direktør i Arla Foods og medlem af regeringens Vækstforum.
Greens-undersøgelsen viser, at 76 pct. eller tre ud af fire af landets topchefer mener, at besparelser er vejen til at genskabe konkurrenceevnen i 2010.
På andenpladsen følger alt, hvad der kan gøre virksomhedernes og deres ansatte mere produktive.
Ifølge undersøgelsen mener 66 pct. således, at øget produktivitet er vejen til at gøre virksomhederne konkurrencedygtige og dermed skabe grundlaget for at udnytte det begyndende globale opsving.
Revisionsfirmaet Ernst & Young vurderer, at de danske virksomheder i denne krise har reageret hurtigere end i tidligere kriser, fordi gennemsigtigheden på de globale markeder betyder, at kriserne også rammer hurtigere end i fortiden.
Instinktiv reaktion
- Dagens orden er at se på omkostninger og effektiviseringer. Det her med at se på omkostningerne burde man have gjort tidligere, men når markedsforholdene strammer til, så kigger man indad og ser på, om man kan drive virksomheden mere effektivt med færre ressourcer, siger Søren Strøm, partner og direktionsmedlem i Ernst & Young i Danmark.
Professor Flemming Poulfelt fra CBS mener, det er helt instinktivt, at virksomheder starte med at trykke omkostningerne, når virksomhedernes omsætning og indtjening kommer under pres. Han advarer dog virksomheder mod at tro, at de kan spare sig ud af krisen.
- Man kan ikke spare sig til at klare en krise. Man kan lindre den værste ubehagelighed, men på den lange bane handler det om at øge konkurrencekraften gennem produktudvikling, innovation og serviceudvikling, siger Flemming Poulfelt.
Kilde: Dagbladet Børsen