Top-kuglestøder til Århus

Verdens bedste kuglestøder stiller op ved Århus Games i begyndelsen af juli.

Kuglestøds-konkurrencen ved Århus Games den 6. juli tilføres en ekstra dimension, da det står klart, at verdensranglistens nummer ét, Christian Cantwell stiller op.

Dermed får publikum mulighed for at se den absolutte verdenselite i aktion, da amerikanske Cantwell tager kampen op imod landsmændene Reese Hoffa og Adam Nelson samt danske Joachim B. Olsen.

De fire verdensnavne udgør en solid satsning ved stævnet af arrangøren Århus Athletik Arrangører, der hører under Aarhus 1900. /ritzau/