'Tømrer' har stadig smerter
Silkeborg IF -angriberen Henrik 'Tømrer' Pedersen døjer med en skade i den ene fod. Han håber at være tilbage i august.
1. jul 2009, kl. 11:09
Mere end 30 dage gammel
Den rutinerede Silkeborg-spiller fik en brist i hulfodssenen mod slutningen af sæsonen og blev dømt til en pause på mellem to og tre måneder.
I øjeblikket kæmper han hårdt for at komme tilbage, men må foreløbig nøjes med cykelture.
- Jeg forsøger at holde den fysiske form ved lige, og jeg cykler helt uden problemer, men rent fodboldmæssigt er jeg ved at være langt bagefter. Jeg har stadig smerter, hvis jeg belaster foden, men jeg oplever trods alt en vis fremgang, siger Henrik 'Tømrer' Pedersen til Midtjyllands Avis.
Silkeborg åbner SAS Ligaen ude mod HB Køge den 19. juli.