Tommies rim er set 1 million gange: - Jeg er jo bare livsglad

Tommie Lund Pedersens rim og remser er blevet set en million gange. Selv er han fortsat ydmyg

01:57

VIDEO: Tommie Lund Pedersen er blevet et viralt hit med 1 million visninger. Hør hvordan han forholder sig til det.

”1,2,3,4,5. Så bliver det en god tur hjem” og ”Skal du ha' bon? Så dong”.

Disse rim er blevet set 1 million gange, siden vi for en lille måned siden stiftede bekendtskab med rimsmeden Tommie Lund Pedersen fra Stevnstrup ved Randers for første gang.

Læs også Rim og remser uden grænser: - Det giver god energi

Det er noget, som han selv har svært ved at forstå.

- Det er helt utroligt at tænke på, jeg er bare en ydmyg person, der godt kan lide at lave lidt fis og ballade i gaden, så jeg er selvfølgelig beæret over, at der er over 1 million, der har kigget på mig, fortæller Tommie Lund Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Flere end én million danskere har set TV2 ØSTJYLLAND's video med Tommie Lund Pedersen.

Den glade kassemedarbejder, som holder af at rime både i sin fritid og på sit arbejde, har selv et bud på, hvorfor hans video er blevet så populær.

- Jamen jeg tror simpelthen, at det er mit gode humør og den energi, som jeg kan give til folk. Jeg er jo bare en livsglad person, siger Tommie Lund Pedersen.

Jeg tror simpelthen, at det er mit gode humør og den energi, som jeg kan give til folk.

Tommie Lund Pedersen

Den teori rammer ikke helt ved siden af, hvad medieforsker ved Aarhus Universitet Jesper Tække, mener er årsagen.

- Tommie vækker nogle følelser i folk ved, at han er så glad og lige ud af posen samtidig med, at det er lidt skævt, siger Jesper Tække.

01:54

VIDEO: Se det tidligere tv-indslag om Tommie Lund Pedersen. 

Luk video

Bryde barrieren

Selvom Tommie Lund Pedersen i bund og grund bare er sig selv, så har han også tænkt over, hvad han gerne vil bruge sit positive sind til.

Læs også Cyklede 230 kilometer for at nå frem til aflyst færge

- Der har altid været en barriere mellem kunden og medarbejderen bag kassen. Nogle gange så skal man altså lige bryde den der barriere og ikke bare sige ”fortsat god dag”, man må gerne sige ”kan du have en rigtig god dag” fordi det giver positive vibrationer, siger han.

Samtidig mener han også, at man som kassemedarbejder bør give sine kunder en ordentlig oplevelse, for man er det første og sidste, de ser i butikken.

Den glade kassemedarbejder holder både af at rime både i sin fritid og på sit arbejde.

- Man tager jo imod folks penge, så kan man ligeså godt give et smil igen, siger Tommie Lund Pedersen.

Sidste gang TV2 ØSTJYLLAND besøgte Tommie Lund Pedersen i Dagli’ Brugsen i Stevnstrup, kunne han ikke finde på et rim til tallet 30. Men nu har han fundet løsningen. 

- Jeg har lagt hovedet i blød: Det bliver tredive kroner, og vi har billige makroner, siger han med et smil.