Tomme sommerhusgrunde: Tyskerne skal redde kommunes økonomi
Lokalpolitiker vil ændre lovgivningen og gøre det muligt for udlændinge at købe sommerhusgrunde i Norddjurs Kommune.
I Norddjurs er der 4900 sommerhusgrunde, men heraf har 700 grunde stået tomme i flere år.
Derfor foreslår byrådsmedlem og folketingskandidat Jens Meilvang (LA) nu at åbne markedet op for udlandet.
Læs også
- Vi skal få afskaffet den her sommerhusregel, der gør, at udlændinge ikke kan købe sommerhuse i Danmark. Vi har godt 700 ubebyggede sommerhusgrunde, og det har vi haft i 10-15 år, fortæller Jens Meilvang til TV2 ØSTJYLLAND.
Vækst i Norddjurs
Han mener, at en ændring af loven kan være med til at skabe vækst i kommunen. Og netop økonomien trænger til et skub, eftersom Norddjurs Kommune skal spare cirka 100 millioner kroner hvert år frem til 2022.
- Vi vil få flere ejendomsskatter ind, og det vil skabe flere arbejdspladser i turist- og restaurationsbranchen. Jeg håber også, at vi kan få gang i håndværkerbranchen.
Læs også
Jens Meilvang påpeger også, at de nye sommerhuse vil kunne udlejes, når udlændingene ikke er på ferie i Danmark.
- Vi får mulighed for at skabe nogle flere sengepladser, som turistbranchen faktisk mangler. Så jeg tror det vil have en stor positiv betydning for væksten og økonomien i Norddjurs.
Folketingsmedlem og byrådsmedlem i Hedensted Hans Kristian Skibby (DF) mener dog, at ændringen kun vil have en positiv effekt på den korte bane.
- En stor skare af meget købedygtige udlændinge vil lægge et stort prispres på rigtig mange sommerhusområder, og mange af dem vil ikke leje deres huse ud, som vi har tradition for i Danmark.
Ifølge Hans Kristian Skibby (DF) vil det betyde, at sommerhusene vil stå tomme i flere uger.
- Dermed vil det også få negative konsekvenser for blandt andet detailhandlen. Det ville jeg blive meget ked af.
Det tyske marked
Det er særligt vores naboer mod syd, Jens Meilvang vil have til at købe sommerhusgrunde i Danmark.
- Tyskland er sådan et kæmpe marked. Man ser hver sommer, at der kommer mange tyskere, og jeg er helt overbevist om, at nogle af dem gerne vil købe et hus.
Læs også
Og hvis de først ejer sommerhuse i Danmark, vil endnu flere tyskere komme hertil, mener han.
- Vi ved det selv fra danskere med sommerhuse i Spanien, der udlejer dem til venner og bekendte. Det vil også ske, hvis tyskere begynder at eje sommerhuse i Norddjurs.
Men ikke alle er lige begejstret for de udenlandske købere.
Kaj Christensen bor hele året i et sommerhusområde i Norddjurs. Her er der også et par norske sommerhusejere, som han dog endnu ikke har mødt. Han frygter, at færre danske naboer vil betyde mindre liv i husene, når de udenlandske naboer tager hjem igen.
- Det kommer an på, hvordan man vil åbne op. Jeg vil først se forslaget, men umiddelbart vil jeg sige nej.
En særlig tilladelse
Når udlændinge i dag vil købe et sommerhus i Danmark, skal de først have en særlig tilladelse. Her har en potentiel købers tilknytning til Danmark en stor betydning.
Hos ejendomsmægler John Frandsen i Glæsborg i Norddjurs handler de både sommerhuse og sommerhusgrunde med danske og udenlandske købere. De mærker særligt en efterspørgsel fra Norge.
- Vi mærker en god efterspørgsel fra nordmænd generelt. Men hvis det ikke var nødvendigt med denne her tilladelse, tror jeg, at langt flere ville henvende sig, fortæller ejendomsmægler Christian Nygaard.
Læs også
Hvis der bliver åbnet op for udenlandske kunder, vil det ifølge Christian Nygaard give flere handler og gøre husene nemmere at sælge.
- Der er ingen tvivl, om at det vil give os en øget efterspørgsel. Det ville vi ikke klage over. Jeg har indtryk af, at der er en del udlændinge, der er ret pengestærke, så salget af grunde vil også få et skub, fortæller han.