Tomatkast og bare baller

Flere anholdte ved Helle Thornings taler

En mand blev onsdag anholdt for at skyde med en vandpistol mod Helle Thorning-Schmidt (S) i forbindelse med hendes 1. maj-tale på Tangkrogen i Aarhus.

Statsministerens 1. maj-program fortsatte i Randers, og her blev yderligere to personer anholdt i forbindelse med hendes besøg.

En mand er blevet anholdt for at have kastet en tomat i retning mod Helle Thorning, dog uden at hun blev ramt.

Manden vil blive sigtet for overtrædelse af § 119 stk 1 - vold eller trusler om vold mod nogen, som handler i offentlig tjeneste. Det siger vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND. Onsdag aften tager politiets jurister stilling til, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.

Den tredje anholdte østjyske mand, der er blevet anholdt i forbindelse med Helle Thornings 1. maj-taler, er en mand, der trak bukserne ned og viste sin bare bagdel. Han er blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og er nu løsladt igen. Han vil sandsynligvis få en bøde.