En legende debuterer i Aarhus: - Race er en del af min DNA

Klassisk racerkører til klassisk motorløb.

02:33

Tom Kristensen i en Jaguar C-type. Biltypen har vundet 24-timers racerløbet Le Mans to gange.

Legende.

Ordet bliver ofte brugt med løs hånd i medierne, men i Tom Kristensens tilfælde er det næppe en overdrivelse.

Den pensionerede racerkører har vundet 24-timers racerløbet Le Mans ni gange, hvilket er en rekord (der bliver svær at slå). 

Læs også Classic Race dæmper støjen: Naboer vil stadig have løbet stoppet

Publikum kan komme helt tæt på de mange hestekræfter til Classic Race Aarhus.

Klassiske løb vokser

51-årige Tom Kristensen deltager i år for første gang i motorløbet Classic Race Aarhus.

Motorløbet er netop skudt i gang og forventes at tiltrække mere end 40.000 gæster i løbet af weekenden.

- Classic Race Aarhus er et rigtig spændende arrangement med en masse entusiaster og en dejlig lyd fra de fantastiske biler, siger Tom Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Tom Kristensen hjælper en yngre bilentusiast ombord i den Jaguar C-type, som den pensionerede racerkører selv skal prøve kræfter med. 

Ifølge Tom Kristensen bliver de klassiske løb større og større - også i udlandet. 

- Det er noget, der samler en masse mennesker med en fælles passion, lyder det.

Det er 10. gang, det aarhusianske løb finder sted. Tom Kristensen skal blandt andet køre i en Jaguar i løbskategorien Gentleman Show Class.

Vinderbil

Det er en model, der ligesom racerkøreren har gode erfaringer med Le Mans.

- Den bil, jeg har fornøjelsen af, er en Jaguar C-type fra starten af 1950'erne. Biltypen vandt Le Mans to gange, siger han og fortsætter:

- Man sidder fantastisk i den, og den har en dejlig, lille gearkasse, kort og direkte. Jeg tror, den er fra 1953, og den er selvfølgelig opbygget helt identisk med Le Mans-bilerne fra dengang. Når man kører 160 i den, kører man hurtigt, for man skal lige huske, at det er miles per hour.

00:27

VIDEO: De seneste ni år er motorløbet Classic Race blevet afholdt i Aarhus midtby. Video: Classic Race Aarhus

Luk video

Kristensen skal også køre for velgørenhed, hvor publikum til kan købe en tur med ham i en Lamborghini Huracan.

- Vi kører Ræs med hjertet. Det er meget, meget vigtigt, at vi har den mulighed for at give folk oplevelser på banen her omkring Mindeparken. Samtidig går det til et godt formål, Make-A-Wish Foundation, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Djurslands hurtigste racerkører kæmper for international karriere

Der findes som bekendt ikke dårligt vejr - kun dårlig påklædning. Det står ned i stænger på førstedagen af Classic Race Aarhus.

Win-win

Tom Kristensens er muligvis pensioneret, men han bliver aldrig træt af at sidde bag rattet i en racerbil.

- Det er en del min DNA at køre biler. Efter at jeg er blevet pensionist, er det rigtig win-win at køre biler, der er lavet før jeg blev født, siger Tom Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Arrangørerne af Classic Race Aarhus har længe arbejdet på at få Tom Kristensen til at deltage i løbet, og derfor er glæden stor nu, hvor det er lykkedes.

- Vi er utroligt glade for, at Tom Kristensen deltager i årets løb. Tom er jo kongen af Le Mans, og han er en fantastisk ambassadør for motorsporten i både ind og udland, sagde direktør for Classic Race Aarhus, Mike Legarth, til TV2 ØSTJYLLAND den 25. april i år.

Læs også Heftige racerbiler brændte asfalt i den gode sags tjeneste