Tom Behnke på sygeorlov
Per Løkken, der sidder i byrådet i Horsens, overtager pladsen i Folketinget
Det Konservative Folkepartis Tom Behnke, der er valgt i Østjyllands Storkreds, går tirsdag på sygeorlov fra Folketinget. Det skriver altinget.dk.
Dermed kan det være slut med landspolitik for Tom Behnke, der for tre måneder siden meddelte, at han har valgt at forlade Christiansborg for at få mere tid sammen med sin familie, og derfor ikke genopstiller til det kommende folketingsvalg.
Folketingsvalget skal afholdes inden den 15. september, hvorfor det endnu er uvist, om Tom Behnke når at vende tilbage til Christiansborg, hvor han blev valgt ind for første gang for 25 år siden.
Tom Behnke kom for første gang i Folketinget i 1990 for Fremskridtspartiet, inden han i 2001 blev en del af de Konservatives folketingsgruppe.
I 2005 blev han valgt ind i Folketinget, hvor han har haft sin faste gang lige siden.
Ifølge altinget.dk har Tom Behnke valgt at holde yderligere oplysninger om sin sygdom som en privatsag.
Mediet oplyser, at det bliver Per Løkken, der sidder i byrådet i Horsens Kommune, der i sygdomsperioden overtager pladsen fra Tom Behnke.
På Facebook skrev Per Løkken tirsdag først på eftermiddagen:
Se: Han efterlader et hul i Østjylland
- På vej ind i Folketinget, hvor jeg kl. 14.00 officielt bliver godkendt som medlem af Folketinget.
Han fortsætter:
- På gruppemødet er jeg blevet valgt som social og psykiatriordfører og ordfører for landdistrikter og små øer samt medlem af Transportudvalget. Jeg er glad for den tillid, gruppen viser mig, og det glæder mig, at jeg kan arbejde med mine mærkesager om udvidelse af E 45, større indsats for udsatte børn, så de kan få det liv de måtte ønske og endelig en indsats for at skabe liv og beskæftigelse i landdistrikterne.