Tolstrup Cheese købt af Arla

Danmarks største privatejede mejeri Tholstrup Cheese er solgt til mejerikoncernen, Arla, som har dansk hovedsæde i Viby.

Mejerikoncernen Arla har købt det familieejede Tolstrup Cheese, der beskæftiger 500 ansatte og har en årlig omsætning på 830 millioner kroner. Arla håber med købet at styrke en international satsning, blandt andet på produktion af blåskimmeloste og flødeoste, som Tholstrup laver.

Tholstrup-familien sælger, fordi mejeriet selv er for lille til at udnytte de internationale muligheder for vækst med specialoste, oplyser ejerne i en fælles meddelelse med Arla om handlen. Parterne afviser at oplyse prisen. - Vi har givet en pris, som bedst afspejler, hvad vi tror, vi kan få ud af virksomheden, siger Arlas kommunikationschef, Astrid Gade Nielsen, til Ritzau. /ritzau/