Tollundmanden uden hat: Se hans frisure for første gang

Nu har publikum for første gang nogensinde mulighed for at se Tollundmanden uden den velkendte hat

1 af 5

Tollundmanden er et af verdens bedst bevarede moselig, og folk kommer fra hele verden for at se Museum Silkeborgs mest kendte beboer.

I øjeblikket er der endda mulighed for at se noget, som offentligheden aldrig tidligere har set, for Tollundmanden ligger uden sin velkendte hat, og det skyldes, at man gerne vil blive klogere på hans færden.

- Vi har fået penge af kommunen til forskellige tiltag med Tollundmanden, og nogen af det vi gerne vil, er at tage en prøve af hans hår for at se, om han er lokal eller kommer udefra. Vi vil simpelthen analysere hans hår for at finde ud af, om han for eksempel har været i udlandet, og vi kan også finde frem til, hvad han har spist. Det betyder så, at han ikke har hat på i øjeblikket, og det er mig bekendt første gang, at offentligheden har mulighed for at se ham uden hat, fortæller museumsdirektør ved Museum Silkeborg Ole Nielsen til tv2oj.dk.

"Mennesker & Mosefund" på Silkeborg Museum

Han forventer, at Tollundmanden får hatten på igen efter påske - den 29. marts - og så skal den sidde korrekt.

- Hatten sad faktisk omvendt i forhold til, da han blev fundet, og nu skal den sidde rigtigt. Det var nok bevidst, at de havde vendt den på den måde, for den side var pænest, men nu sætter vi den rigtigt på, lyder det fra Ole Nielsen.

Har fået hatten af flere gange

Hatten blev taget af Tollundmanden i 1970'erne, da man ville kontrollere, om konserveringen, der blev foretaget i 1950, var udført godt nok. Hatten blev igen taget af ham, da han skulle transporteres til CT-scanning i 2002.

Moselig er verdensstjerner

Hverken i 1970'erne eller i 2002 var der adgang til ham for publikum.

Tollundmanden blev angiveligt mellem 30 og 40 år gammel, og hans arkæologiske alder er vurderet til at være cirka 2.300 år gammel.