Tolerancefest blev en succes

Stor succes for tolerancefest, hvor en stribe kunstnere manede til sammenhold på tværs af etniske skel.

Mange tusinde århusianere på et propfyldt Bispetorv foran domkirken i Århus deltog fredag i flunkende solskin i folkefesten 'Til Glæden'.

Kunstnere som blandt andre Kim Larsen, Søs Fenger, Steffen Brandt, Ali Kazim og Peter Sommer underholdt sammen med kendte forfattere under mottoet 'Tolerance, respekt og dialog'.

Målet var i røgen efter Muhammed-balladen at skabe forståelse og en bedre tone på tværs af etniske forskelle i Danmark. Bag idéen står 12 forfattere og kendte folk fra det danske musikliv, erhvervsliv, offentlige institutioner en række foreninger.

Om det var budskabet, solen eller snarlig udsigt til weekend, der drev værket, var ikke til at sige. Men stemningen blandt publikum var fin og det gennemgående budskab om sammenhold og respekt faldt øjensynligt i god jord. /ritzau/

LÆS OGSÅ:<STRONG><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=14140">Kæmpe tolerancefest i Århus (5/5-2006)</A></STRONG>