Toldstyrelsen åbnet i Aarhus: 190 nye arbejdspladser til byen

Torsdag blev snoren klippet til Toldstyrelsens nye hovedsæde i Aarhus

01:20

VIDEO: Narkohundene var med, da Toldstyrelsens nye hovedsæde åbnede i Aarhus.

Når toldere fremover skal kontrollere, om du har købt lidt for mange flasker med hjem fra ferien, eller om narkosmuglere er på vej ind over grænsen, sker det med udgangspunkt i Aarhus.

Torsdag åbnede Toldstyrelsens nye hovedsæde i Aarhus officielt. Både borgmester Jacob Bundsgaard (S), skatteministeren og et lille udvalg af styrelsens narkohunde var til stede, da snoren blev klippet.

Læs også Toldstyrelsen placeres i Aarhus: Det er glædeligt

- Det er et stort projekt, der handler om at få et bedre skattevæsen, end det vi har haft i forvejen, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

Toldstyrelsen er en af syv nye styrelser med forskellige kerneopgaver, der siden 1. juli har udgjort det nye skattevæsen i Danmark.

Amalie Ebbestad flyttede fra København for at arbejde for Toldstyrelsen.

Statslige arbejdspladser på spil

Fem af de nye styrelser er placeret udenfor København. Etableringen af de nye styrelser betyder samtidig udflytning af statslige arbejdspladser.

Frem mod 2021 skal der, ifølge Skatteministeriet, rekrutteres op mod 3300 nye medarbejdere til styrelserne. 1000 af dem i helt nye stillinger.

Læs også Jobfest i Østjylland: Skat udvider i fire østjyske byer

Toldstyrelsens hovedsæde i Aarhus kommer op på cirka 190 ansatte. En af de nye i byen er Amalie Ebbestad, der for nylig er flyttet fra København til Silkeborg for at arbejde som direktionssekretær hos Toldstyrelsen.

- Det var heldigvis et match. Jeg er personlig rigtig glad for udflytningerne. Jeg ved, der er andre, der har det lidt sværere med det. Men det er så kommet mig til gavn, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Toldstyrelsen kommer i alt til at bestå af op til 650 medarbejdere i hele landet.

00:38

VIDEO: Som en del af en demonstration fandt en af narkohundene under åbningen af Toldstyrelsen hash på styrelsens direktør.

Luk video

Et stærkere Skat

De ekstra medarbejdere og de nye styrelser vil samlet set skabe et stærkere skattevæsen, mener skatteminister Karsten Lauritzen.

- Før var Skat en kæmpe styrelse. En af statens største. Jeg tror, at man var lidt for meget generalister og havde lidt for meget fokus på det hele. Nu har vi fået nogle specialiserede enheder, hvor man har én kerneopgave. Det er til at forstå, siger han.

Læs også Toldstyrelsen placeres i Aarhus: Det er glædeligt

Ifølge Skatteministeriet vil der frem mod 2021 blive investeret næsten 10,5 milliarder kroner ekstra i skatteforvaltningen. 

- Der kommer til at være bump på vejen, men vi skal nok få en skatteforvaltning, som er meget stærkere, siger Karsten Lauritzen til TV2 ØSTJYLLAND.

01:51

VIDEO: Borgmester Jakob Bundsgaard (S) håber, at de nye statslige arbejdspladser i Aarhus vil få flere til at blive boende i byen. 

Luk video

Om Toldstyrelsen

Toldstyrelsens kerneopgave bliver at sikre, at det er nemt og gnidningsfrit at afregne korrekt told, og at der opretholdes en stærk toldkontrol ved Danmarks grænser.

Styrelsen skal levere målrettet og effektiv vejledning og brugervenlige digitale løsninger til danske virksomheder og samtidig sikre, at man også som borger nemt kan afregne den korrekte told.

Samtidig har styrelsen en vigtig opgave, når den i samarbejde med andre myndigheder i Danmark og i udlandet bekæmper illegal import af farlige, sundhedsskadelige eller ulovlige varer som for eksempel våben og narkotika.

Toldstyrelsen står i de kommende år over for en omfattende opgave med implementeringen nye EU-regler og ensretning af måden, man administrerer toldopkrævningen på, på tværs af EU’s medlemslande.

Kilde: Toldstyrelsen