Tog kvælertag på 14-årig

Havde vejrtrækningsproblemer efter voldsomt overfald i skoletiden

Foto: Google Street View

En 14-årig aarhusiansk skoleelev fik torsdag en usædvanlig hård medfart, da han midt i skoletiden blev overfaldet af en anden af skolens elever.

Ifølge politiet blev drengen tildelt to skaller, ligesom den vrede skolekammerat tog kvælertag på den 14-årige. Efter overfaldet havde den 14-årige vejrtrækningsproblemer. Han var desuden svimmel.

Den voldsomme episode fandt sted sidst på formiddagen, men blev først anmeldt til politiet næsten fem timer senere.

- Det var drengen selv, der anmeldte episoden til politiet, siger vicepolitikommissær ved Østjyllands Politi Jesper Drejer til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Politiet kender endnu ikke alderen på den dreng, der overfaldt den 14-årige. Hvis han er under den kriminelle lavalder, bliver sagen overgivet til de sociale myndigheder.