Tog halsgreb på taxachauffør
Medtrafikant anmeldt for vold
En 26-årig taxachauffør anmeldte mandag aften en medtrafikant for vold. Taxachaufføren mødte selv op på Politigården i Aarhus med et foto af gerningsmandens bil og registreringsnummer.
Den 26-årige taxachauffør kørte to kunder til Blomstervej i Tilst. Da chaufføren sætter den første kunde af, bemærker han at en bil kører helt tæt op bag ham og blænder op for det lange lys. Taxachaufføren skynder sig at køre videre.
- Da han så skal holde ind med den anden kunde, så kører gerningsmanden igen helt tæt på ham og råber ophidset ud af vinduet: "Kan du ikke køre bil?", forklarer politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Taxachaufføren stiger ud af bilen. Det samme gør gerningsmanden, som efterfølgende tager halsgreb på chaufføren, som hurtigt får sig vristet fri. Han tager herefter taget billede af gerningsmandens bil og kører direkte til politigården.
Gerningsmanden beskrives som 25-30 år og af udenlandsk oprindelse.
- Han kan se frem til, meget snart, at blive kontaktet af politiet og sigtet for vold, oplyser Mogens Brøndum.