Tog generer stadig
Indbyggerne i Laven ved Silkeborg klager igen over tog, som bruger hornet, når de kører igennem byen.
Borgerne i den lille by Laven nær Silkeborg er godt og grundigt trætte af, at Arrivas toge tuder, når de kører gennem byen.
TV 2 | ØSTJYLLAND fortalte om sagen for knap et år siden, og siden har borgerforeningen og Arriva været i dialog om støjen.
Men formanden for borgerforeningen for Laven og omegn, Stig Tofteberg, fortæller, at borgerne stadig bliver generet af togenes tuderi flere gange i timen fra tidlig morgen til sen nat.
Ifølge fællestillidsmand, Jakob Bro, har lokoførerne dog ikke noget valg:
- Når lokomotivførerne vælger at bruge hornet er det for sikkerhedens skyld. Det er for at sikre både ham og de medborgere, der krydser skinnerne, siger han.
Han vil derfor have Banedanmark til at sætte bomme og blink op ved skinne-overkørslen i Laven.