Tog beskudt

Skud fra luftgevær fik rude til at krakelere

Skuddet ramte et vindue, hvor en ung mand sad. Manden blev dog ikke ramt af projektilet.

I aftes kl. 19.46 fik Østjyllands Politi en noget usædvanlig anmeldelse om, at der var blevet skudt mod et tog i Skødstrup. Toget kørte i retning mod Hornslet, da det blev ramt af skud fra et luftgevær.

Skuddet ramte et vindue, hvor en ung mand sad, og fik ruden til at krakelere. Projektilet gik dog ikke igennem ruden.

En større efterforskning blev straks sat i gang på stedet, og det førte politiet frem til nogle kollegiebygninger på Grenåvej i Skødstrup, hvor en 23-årig mand blev anholdt lidt efter kl. 23 i aftes.

- Den 23-årige forklarede, at han havde skudt ud af sit vindue efter efter et træ og et hegn, siger Politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND. 

Den 23-årige mand er blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens § 252 - ved i grov kådhed eller lignende hensynsløs måde at have skudt mod toget, og derved udsat passagererens liv eller førlighed for nærliggende fare. Derudover kan han forvente et erstatningskrav fra DSB på den knuste rude.

 

Den 23-årige mand erkendte sig skyldig og blev løsladt i dag kl. 03.10.