Tøfting stadig i spil som fodbold-træner
Den tidligere Randers FC-assistent kan slippe ud af tv-aftale, hvis han får et trænerjob.
Stig Tøfting springer senere i denne måned ud som fodbold-ekspert for tv-kanalen Canal 9.
Det nye job betyder dog ikke, at hans ambitioner om at fortsætte trænerkarrieren er lagt i graven.
I sin aftale med Canal 9 har Tøfting sikret sig, at han har mulighed for at springe fra, hvis der skulle dukker et interessant trænerjob op.
- Jeg glæder mig utrolig meget til udfordringen på Canal 9, hvor jeg skal være med omkring Superligaen og Premier League. Men vi har lavet en aftale om, at jeg kan komme ud af kontrakten, hvis der dukker et attraktivt trænerjob op, siger plæneklipperen fra Hørning til Ekstra Bladet.
Sideløbende med ekspert-jobbet på Canal 9 agter Stig Tøfting at gøre sin træneruddannelse færdig. Næste sommer får han efter planen en såkaldt P-licens, hvilket betyder, at han kan træne overalt i Europa.