Tøfting ikke et sekund i tvivl
AGF's nye assistenttræner, Stig Tøfting, glæder sig til at hjælpe sin barndomsklub med at redde endnu en sæson i SAS Ligaen.
Stig Tøfting var aldrig i tvivl, da AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen, ringede og tilbød ham en rolle som assistenttræner i barndomsklubben fra Århus.
- Jeg var enormt glad for, at Brian havde tænkt på, at jeg kunne være en del af det her trænerteam. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at jeg skulle tage imod tilbuddet, siger Stig Tøfting efter sin første arbejdsdag på træningsbanen ved siden af cheftræner Erik Rasmussen.
Den tidligere AGF-spiller med kælenavnet 'Plæneklipperen' får en vigtig rolle i klubbens kamp for at undgå nedrykning. Han skal være med til at skabe den nødvendige gejst og tro på missionen i truppen.
- Det er en alvorlig situation, klubben er i. Men når jeg står her som AGF'er og er hvid helt ind i hjertet, siger jeg selvfølgelig ja til at hjælpe den klub, der betyder mest for mig, siger Stig Tøfting.
Midtbanen skal være offensiv
Han har allerede udset sig et par områder, hvor han vil forsøge at forbedre AGF.
- Holdet har lukket for mange mål ind på dødbolde, samtidig med at vi ikke scorer nok i den anden ende. For at vi kan blive farligere som hold, skal vores midtbanespillere mere med frem i feltet. Sådan nogle ting skal mine friske øjne se, siger Stig Tøfting, der vil gå ydmygt til opgaven.
- Jeg er her ikke for at skubbe med spidse albuer, men for at hjælpe og komme med input. Erik (Rasmussen, red.) er stadig chefen, Jesper (Sørensen, red.) er stadig assistent, og så flyder jeg ind, hvor der er brug for mig, siger Tøfting.