Tøfting fortsætter i Randers

Stig Tøfting fortsætter i Randers FC. Nu i en funktion som spillende assistenttræner.

Stig Tøfting fortsætter karrieren i Randers FC som spillende assistenttræner i det kommende halvandet år. Det meddeler klubben fredag.

37-årige Tøftings oprindelige kontrakt udløb den 31. december og bliver forlænget til den 30. juni 2008.

- Efter hans langvarige skade er Stig for alvor kommet i gang igen. Det er tydeligt for enhver, at han holder et meget højt niveau lige nu. Og det tror jeg, at han kan i lang tid endnu. Derfor er jeg glad for, at klubben har forlænget med Stig, siger Randers FC's cheftræner, Lars Olsen.

Ud over sin indsats på midtbanen er det planen, at den tidligere landsholdsspiller skal starte på DBU's A-træneruddannelse til januar.

- Jeg er både glad for, at jeg kan fortsætte med at spille fodbold i Randers FC, og jeg er også glad for, at aftalen med Randers FC giver mig muligheden for, at jeg kan uddanne mig inden for fodbolden ved siden af karrieren på banen, siger Stig Tøfting.