Tøfting beslutter sig efter nytår
Den fyrede AGFers agent Karsten Aabrink bekræfter, at der er positiv interesse fra udlandet
Om Stig Tøfting fortsætter karrieren på højeste plan, og hvor det i givet fald bliver i verden, afgøres med stor sandsynlighed først efter nytår. Der har i de seneste dage været forlydender om tilbud fra både Sverige og Norge, men endnu er intet afgjort, siger Karsten Aabrink, Stig Tøftings agent. - Der har været positiv interesse, men intet er afgjort endnu. Og mon ikke Stig bruger julen til at tænke over fremtiden, siger Aabrink.
Han vil ikke udtale sig om, hvorvidt der har været forespørgsler på Stig Tøfting fra andre lande end Norge og Sverige, men siger, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvor den tidligere AGF'er ender. - Der er en lang række faktorer, der skal gå op i en højere enhed, for der er også en lang række hensyn, der skal tages, siger Karsten Aabrink.