Tøfting afviser trænerjob
Lars Olsens exit får ikke "Tøffe" til at gå efter chefjobbet
37-årige Stig Tøfting har stadig så meget lyst til at spille fodbold, at han ikke ser sig selv som emne til trænerjobbet i Randers FC.
Trænerjobbet i Randers FC er ledigt til sommer, når Lars Olsen skifter til OB. Men det er ikke noget, den spillende assistenttræner Stig Tøfting vil byde ind på, for der er stadig flere kampe i benene hos den 37-årige midtbanemotor.
- Nej, det har ikke noget med mig at gøre. Det ville være for tidligt, fordi jeg har stadig lyst til at spille fodbold. Og du kan ikke forene cheftrænerjobbet med at spille fodbold. Som det ser ud nu, så er jeg spiller, og det er det, jeg gerne vil være, siger Stig Tøfting til Ritzau.
Søndag er der lagt op til et specielt SAS Liga-drama, når Lars Olsen som træner for Randers FC møder sin kommende klub OB.
Et kommende trænerskifte kan altid give spekulationer omkring motivation og respekt. Men Stig Tøfting ser ingen faresignaler.
- Jeg føler ikke, der er den mindste fare for, at spillerne ikke har den samme respekt for Lars Olsen. Vi har alle det samme mål, og Lars' engagement er den samme, som den hele tiden har været. Han vil også gerne slutte af på en ordentlig måde, siger han. I tabellen ligger Randers FC forholdsvis trygt på en ottendeplads.
Stig Tøfting erkender dog, at vinteroptakten ikke har været alt for god blandt andet med et nederlag til AGF.
- Hvis du tager vores træningsresultater, så har det jo ikke været for godt. Men der har været en god stemning til træningen, hvor folk har arbejdet stenhårdt. Nu går vi i gang med det, der gælder, og så går jeg ud fra, at vi vil se en helt anden indsats, siger Stig Tøfting.
Midtbaneslideren, med en fortid på landsholdet og i tysk og engelsk fodbold, bliver dog ikke selv klar, fordi han stadig døjer med en forstrækning på iskiasnerven.