Landbruget er tørkeramt: Politikere taler om økonomisk støtte

Uanset om man måler på soltimer, temperatur eller nedbør, så har det været en meget tør sommer. Landmændene er i store problemer som følge

01:16

VIDEO: Mikkel Juhl Nielsen står til at miste op til halvdelen af sin indtægt sammenlignet med andre år.

Høsten bliver mindre, end landmændene havde håbet. Den smøre har man hørt mange gange, men efter den hårdeste tørke, som landbrugsorganisationen Seges nogensinde har målt, er problemet i år alvorligt.

- Jeg tænker, at tabet kommer op i nærheden af de 25 til 50 procent. Uanset hvad, så kommer det til at gøre ondt, siger Mikkel Juhl Nielsen, der er økologisk landmand ved Rønde på Djursland.

Læs også Politikerne vil forbyde sprøjtegifte. Landmand: - Det er unødvendigt

Som økologisk landmand er han afhængig af, at græsset gror på markerne. Det skal nemlig bruges som foder til hans 180 køer.

Det er en helt ekstraordinær situation. Med det meget store tab er det nødvendigt, at der kommer en eller anden form for støtte til landbruget.

Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef, Seges

Men i stedet har han været nødt til at købe foder og bruge af sine vinterreserver, og det er ikke en holdbar løsning for den økologiske landmand.

- Det er selvfølgelig noget dyrere end det, man selv kan producere. Så det giver nogle udfordringer, siger landmanden.

Det er meget alvorligt

I Miljø- og Fødevareministeriet er man opmærksom problemet, og i øjeblikket forhandler politikerne på Christiansborg om at give en økonomisk håndsrækning til landbruget i form af en såkaldt tørkepakke.

- Jeg mener, at det er vigtigt, at vi tager den her situation meget alvorligt. Vi diskuterer mulighederne for økonomisk kompensation, men det er noget, vi tager i ministeriet, siger miljø og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

Tørken har betydet, at Mikkel Juhl Nielsen ikke selv har kunne gro foder til sine dyr, og derfor har han måtte punge ud og købe foder i stedet.

Seges oplyser, at sommerens tørke, har været den værste, de nogensinde har kunne måle, uanset om man måler på temperatur, nedbør eller soltimer.

- Det giver et meget kraftigt indhug i indtjeningen. Vi regner faktisk med, at det samlede tab bliver omkring 6,4 milliarder kroner, siger Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef hos Seges.

01:22

VIDEO: Landmændene er i ekstraordinært store økonomiske problemer, forklarer erhvervsøkonomisk chef hos Seges Klaus Kaiser.

Luk video

Han håber derfor, at tørkepakken bliver en realitet.

- Det er en helt ekstraordinær situation. Med det meget store tab er det nødvendigt, at der kommer en eller anden form for støtte til landbruget, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Tørkeramte landmænd jubler over regn: - Det varmer bondemandens hjerte

I Rønde håber Mikkel Juhl Nielsen også på, at en økonomisk pakke til at plastre sæsonens store tab kommer i hus, selvom den jyske stolthed lige skal vænne sig til tanken.

- Som udgangspunkt vil man jo allerhelst kunne klare sig selv som landmand. Det er derfor, jeg synes, det er lidt svært at forholde sig til en eventuel tørkepakke, siger den økologiske landmand til TV2 ØSTJYLLAND.