Tørlagt alkoholiker skriver digte om de hjemløse

55-årige Ole Melin Nielsen er med til at hjælpe dem på gaden ved at skrive digte om dem og på den måde samle ind til projektet 'Udenfor'

01:58

"Jeg er gadens skulptur. Jeg bevæger mig bare nøgen - op ad den kolde mur."

Sådan står der i et af de digte, som den tidligere alkoholiker Ole Melin Nielsen har skrevet. Digtet er fremført ved siden af et portræt af en hjemløs og ved siden af et MobilePay-nummer, der bruges til at samle penge ind – til at hjælpe de hjemløse.

Jeg ved, hvordan det er at gå rundt i gaderne uden et tag over hovedet, når det regner, og det er koldt.

Ole Melin Nielsen, digter

- Jeg ved, hvordan det er at gå rundt i gaderne uden et tag over hovedet, når det regner, og det er koldt. Så synes jeg, at det projekt 'Udenfor' med, at man bygger boliger til dem, så de kan gå ind og lukke deres dør og have en varm seng og sove i, det lød tiltalende, siger Ole Melin Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

"Jeg er som den kække vind. Jeg er ham, der bor på gaden."

I forbindelse med digtene samles der ind til de hjemløse via nummeret under billedet. 

Ole Melin Nielsen ved, hvordan folk på gaden har det. Derfor laver han digte, der giver et andet billede af en hjemløs.

- Når man skraber under laget, ser man et helt andet menneske end bare et, der sidder og tigger eller sidder med en bajer i hånden. Man får historien, når man kommer ind på dem, om hvad for nogle mennesker, det er, fortæller han.

Læs også Udsatte og hjemløse får deres egen fodboldliga i Østjylland

"Jeg sidder ikke for at tigge. For at få en mønt. Jeg sidder for at overleve."

Ole Melin Nielsen blev selv hjulpet ud af sit misbrug og ind i en lejlighed. Nu giver han noget tilbage.

Jeg tror faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg faktisk, at jeg havde været død nu.

Ole Melin Nielsen, digter

- Det betyder rigtig meget, at der var nogle mennesker, som hjalp mig. Det betød faktisk, at jeg nu kan sidde her og være ædru og have et liv - og et godt liv og kan skrive digte og sådan noget, siger han og fortsætter:

- Det var aldrig nogensinde sket, hvis jeg ikke havde haft nogle mennesker, som havde hjulpet mig. Jeg tror faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg faktisk, at jeg havde været død nu.

Digtene og den dertilhørende portrættet er udstillet på Godsbanen i Aarhus. Ole Melin Nielsen bor på Djursland.

Du kan møde den tørlagte alkoholiker i indslaget øverst på siden.