Tobias Sana forlader AGF

AGF-spilleren Tobias Sana skifter til IFK Göteborg i hjemlandet Sverige.

Den kreative svenske midtbanespiller har på det seneste haft vanskeligt ved at spille sig ind i startopstillingen i AGF. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Svenske Tobias Sana er færdig i superligaklubben AGF. 

Lørdag aften bekræfter den svenske klub IFK Göteborg, at 30-årige Sana er ny spiller i klubben på en kontrakt frem til 2022. 

Han spillede for den svenske klub fra 2009 til 2012, inden turen gik til hollandske Ajax. 

Læs også AGF-træner fravalgte Sana: Han havde brug for en pause

Her var han i tre sæsoner, inden han skiftede til Malmö FF og senere til AGF i 2017. 

- Jeg har drømt om at få chancen for at komme tilbage. Det var første gang, jeg blev spurgt, siden jeg skiftede til Ajax, og jeg vidste med det samme, at jeg ville sige ja til muligheden, siger Tobias Sana til den svenske klubs hjemmeside. 

Tobias Sana har tidligere haft et anstrengt forhold til tilhængerne fra netop IFK Göteborg. Tilbage i 2016 kastede han som Malmö-spiller et hjørneflag mod Göteborgs supportere efter at være blevet ramt af fyrværkeri. Foto: TT NEWS AGENCY - Ritzau Scanpix

Tre indhop i denne sæson

Den kreative svenske midtbanespiller har på det seneste haft vanskeligt ved at spille sig ind i startopstillingen i AGF, hvor han havde et år tilbage af sin kontrakt. 

I denne sæson er han blevet skiftet ind for AGF i de seneste tre kampe. 

I IFK Göteborg bliver han holdkammerat med danske Lasse Vibe.

AGF møder mandag Sønderjyske i Superligaen, og Tobias Sanas sidste kamp i AGF-trøjen blev dermed 1-2-nederlaget ude mod Lyngby i 3F Superligaen i den seneste runde. 

AGF har endnu ikke bekræftet Tobias Sanas afgang.