Tobias kunne ikke finde ud af at koge et æg
Ny aarhusiansk bevægelse skal inspirere unge til at samles om at lave mad
At koge en pose pasta eller et blødkogt æg kan for nogen måske virke, som noget af det mest simple i verden.
Men sådan er det langt fra for mange unge. Det er baggrunden for en helt ny madbevægelse kaldet Food Maker, som skal motivere unge i Aarhus til at gribe grydeskeen og kaste sig ud i gastronomiens verden.
Bevægelsen henvender sig til unge i alderen 16 til 28 år og har til formål at skabe fællesskaber omkring madlavning. Det sker gennem forskellige events på kollegier og uddannelsesinstitutioner.
- Mange unge i dag har ikke lært at lave mad, når de flytter hjemmefra. Det med madhåndværk er en ukendt verden for dem. Vi skal få dem på banen igen, siger Vibeke Brønnum, som er chef for Folkesundhed i Aarhus Kommune.
Mere lyst til madlavning
I sundhedsundersøgelsen "Hvordan har du det?" foretaget af regionerne svarede omkring 80 procent af de adspurtge unge, at de har usunde vaner, som de ønsker at ændre.
Sådan havde Tobias Hemdorff det før, han kom med i projektet. Han indrømmer, at han dårligt nok kunne finde ud af at koge et æg og altid har været vant til, at hans mor stod for maden:
- Jeg spurgte bare min mor om noget mad. Græd eller vrælede, griner han og fortæller, at han stadig bor hjemme.
Efter at være blevet en del af frivillignetværket i Food Maker har hans madvaner ændret sig. I dag deltager han selv aktivt i madlavningen og har endda faste dage om ugen, hvor det er ham, der står for menuen i hjemmet.
- Vi skiftes til at lave mad alle børnene, siger Tobias Hemdorff, som har flere kammerater, der aldrig laver mad.
Projektet Food Maker er støttet af Nordea Fonden.
I videoen øverst i artiklen kan du høre mere om Tobias Hemdorfs forhold til mad og møde Andreas Højgaard, som nu aver mad i det bofællesskab, han bor i.