Tobak til debat: Vil hæve prisen på cigaretter til det dobbelte

Der sker ikke nok på Christiansborg, mener Danske Regioner, der med udspil vil skabe debat om cigaretpriser.

I dag ligger prisen på en pakke cigaretter i omegnen af 40 kroner.

Prisen for en pakke cigaretter skal fordobles fra 40 til 80 kroner. Derudover skal der indføres lovkrav om, at butikkerne skal gemme tobaksvarer under disken, at cigaretter skal i neutrale pakker, og at børn og unge ikke må ryge på skolerne eller i skoletiden.

Danske Regioner vil hæve prisen på cigaretter til 80 kroner for en pakke. Foto: Sophia Juliane Lydolph - Ritzau Scanpix

Sådan lyder det i et udspil fra Danske Regioner, som vil have, at færre børn og unge begynder at ryge.

Stephanie Lose (V), der er formand for Danske Regioner, angiver to grunde til, at regionerne genåbner debatten.

Vi ved, at prisen har en rigtig stor effekt. Det vil helt sikkert have en stor betydning for unge menneskers tobaksforbrug.

Morten Grønbæk, direktør, Statens Institut for Folkesundhed

- Den ene grund er, at der jo ikke sker noget på Christiansborg. Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at mange blander sig i den her debat, siger hun og fortsætter:

- Den anden grund er, at vi, som sidder med sundhedsvæsenet i dagligdagen og har ansvaret for at drive det, har konsekvenserne helt tæt på.

Læs også Populær festival stopper salget af cigaretter

Hun forventer ikke, at regionerne selv kan rykke noget på Christiansborg. Det gælder om, at flere parter sammen skubber i den rigtige retning, lyder det.

- Det er vigtigt, at vi får priserne på cigaretter op. Det er den største tjeneste, vi kan gøre vores børn og unge, siger Stephanie Lose.

Hvert år dør cirka 13.600 danskere ifølge Jyllands-Posten på grund af rygning. Initiativet fra Danske Regioner kommer nu, fordi der over en femårig periode er sket en stigning i antallet af unge rygere, så 28,5 procent af de 16-24-årige ryger dagligt eller lejlighedsvis.

Det er en enig bestyrelse på tværs af partiske i Danske Regioner, som står bag udspillet. Regionsmedlemmerne fra V, S og DF går imod deres partis linje på Christiansborg.

Læs også Seks anholdt for indsmugling af 16 millioner ulovlige cigaretter

Ifølge Morten Grønbæk, direktør for Statens Institut for Folkesundhed, har prisen stor betydning for forbruget af cigaretter.

- Vi ved, at prisen har en rigtig stor effekt. Det vil helt sikkert have en stor betydning for unge menneskers tobaksforbrug, siger han.

Gemmer cigaretterne væk

Tidligere har TV2 ØSTJYLLAND fortalt, at i flere supermarkeder er der hængt store, mørke forhæng op, der skal være med til at gemme cigaretterne væk, så de ikke frister, når man er ude og handle. 

Jeg mister fem procent i omsætning på cigaretter, men hvis det kan være med til at gøre en generation røgfri, så tager jeg gerne de fem procent.

Lars Lind, varehuschef, Føtex Skejby Centret

Det gælder blandt andet i supermarkedskæderne Bilka, Føtex og Netto, der er ejet af Salling Group.

Læs også Tobakken er gemt væk - nu er hæderspris fundet frem

- Vores erfaring viser, at når vi har trukket gardiner for tobakken, så falder andelen af impulskøb. Det er typisk nye, unge rygere, der ikke ser det og så ikke køber det, sagde Jonas Schrøder, der er direktør i Salling Group i januar til TV2 ØSTJYLLAND.

02:02

VIDEO: Salling Group, der ejer Bilka, Føtex og Netto, har solgt 20 millioner færre cigaretter, efter de har gemt dem væk bag mørke forhæng.

Luk video

Og selvom det rent økonomisk ikke gør noget godt for butikkerne, så ofrer de gerne en smule af salget.

- Jeg mister fem procent i omsætning på cigaretter, men hvis det kan være med til at gøre en generation røgfri, så tager jeg gerne de fem procent, fortalte Lars Lind, der er varehuschef i Føtex i Skejby Centret, tidligere til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Nicolai skader sin hjerne for hvert fald - cannabis er hans livline

Og spørger man blandt kunderne, er gardinerne alt i alt en god ide.

- Jeg tænker, at det er godt nok fra de unges synspunkt, så de ikke ved, hvad de skal købe. Jeg ved allerede, hvad jeg skal have, så jeg tænker ikke så meget over det, sagde Morten Elmann Adamsen, der har røget siden 9. klasse.

Hæderspris for cigaretforhæng

Initiativet med de mørke forhæng for cigaretterne i supermarkederne er også blevet bemærket af Kræftens Bekæmpelse, der hylder indsatsen for at gemme tobakken væk for ikke at friste kunderne til at købe det.

01:30

VIDEO: 5 millioner illegale cigaretter blev i januar fundet på havnen i Aarhus i en container, der skulle have indeholdt renseudstyr til swimmingpools.

Luk video

- Dagligvarekæderne har valgt at tage ansvar og gå forrest i en fælles indsats for at skabe et samfund, hvor børn og unge ikke begynder at ryge. Hvert år dør næsten 13.600 mennesker i Danmark på grund af rygning, og de fleste af dem tændte den første cigaret, da de var unge. Supermarkedskæderne har valgt at sætte hensynet til børn og unge højere end risikoen for at miste kunder, sagde Helen Bernt Andersen, der er formand for Kræftens Bekæmpelse, tidligere.

Rygning i Danmark

  • I 2018 steg andelen af voksne danskere, der ryger, for første gang i 20 år, så 23 pct. af voksne danskere nu er rygere
     
  • 7 ud af 10 rygere ville ikke ryge, hvis de skulle leve deres liv om
     
  • Hvert år dør 13.600 danskere på grund af tobaksrygning
     
  • Hver anden ryger dør som følge af sin rygning
     
  • Rygning er den enkeltfaktor, der er skyld i flest tilfælde af for tidlig død
     

Kilder: Danskernes rygevaner 2018, Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen 2019; Sygdomsbyrden i Danmark, SIF 2017

Blandt andet Kræftens Bekæmpelse, Vidensråd for Forebyggelse og Lægeforeningen har tidligere presset på for at få Folketinget til at gennemføre initiativer som dem, Danske Regioner nu lancerer.