Tjener penge på energi
Kommune sparer fire millioner kroner om året
Kommunerne skal spare. Det ved de i Randers Kommune, men i stedet for at det skal gå ud over skoler og ældrepleje har kommunen valgt en helt anden løsning.
Randers Kommune har gennem de seneste par år brugt flere millioner kroner på energiinvesteringer, som i sidste ende skal blive en økonomisk gevinst og besparelser for kommunen.
Siden 2011 har 18 kommunale institutioner fået solcelleanlæg, og der er blevet udskiftet 750 cirkulationspumper.
De mange investeringer er allerede nu blevet til besparelser. På et år har Randers Kommune sparet 4 millioner kroner på udgifterne til el og varme på grund af de mere energirigtige løsninger.
- Alle investeringer koster penge, men de er jo meget hurtigt tilbagebetalt. Mange af dem allerede inden for de første par år, siger Lars Bo Jensen, klimakoordinator i Randers Kommune, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I Randers Kommune er de så glade for investeringerne og deres udbytte, at de nu opfordrer andre kommuner til at gøre det samme for at spare penge.
- Jeg synes, jeg har sporet en vis forsigtighed i en lang række kommuner med at optage lån til energibesparelser. Lad vær med at tøve med det. Det sætter jo gang i grønne jobs. Det er jo lokale håndværkere, der udfører opgaverne for os. Jeg synes bare, at andre kommuner skal komme i gang, siger Lars Bo Jensen, klimakoordinator i Randers Kommune, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Næste projekt for Randers Kommune er at udskifte alle gadelamper med nye og mere energirigtige lamper. Den investering vil alene kunne spare kommunen for yderligere fire millioner kroner.
Se mere til Randers Kommunes energistrategi øverst i artiklen.